VEDTÆGTER
for foreningen Håb for Alle
Gørløse, den 29. November 2022
§1
Navn og hjemsted
Foreningens navn er Håb for Alle og dens hjemsted er i Danmark.
Foreningens hjemsted er den til enhver tid siddende formands adresse.
§2
Formål
Foreningens formål er at udbygge et netværk, der rækker ud med hjælp til forskellige grupper af kriseramte mennesker, enkeltpersoner eller familier.
For eksempel:
- Praktisk hjælp samt socialt fællesskab på et kristent værdigrundlag
- coaching/rådgivning
- Foredrags- og forfattervirksomhed
- Musik og sang
- Kursusarrangementer
§3
Virksomhed
Stk. 1.
Formålet søges fremmet gennem afholdelse af arrangementer af forskellig karakter, det være sig:
- a) konferencer
- b) koncerter
- c) eller lignende arrangementer
Stk. 2.
F ormålet søges fremmet gennem at yde tilskud til:
a) forskellige hjælpepakker til enkeltpersoner eller grupper
b) missionsarbejde samt socialt og humanitært arbejde
Stk. 3.
Formålet søges fremmet gennem køb, salg og distribution af:
- a) diverse materiale, såsom Cd’er, litteratur mv.
§4
Sikkerhed og forpligtigelser
Stk. 1 – Håb for Alle er en selvstændig juridisk enhed, som alene ved dens ejendele hæfter for indgåede forpligtigelser. Dens formue kan ikke stilles som sikkerhed for medlemmernes private gæld.
Stk. 2 – Bestyrelse og medlemmer hæfter ikke personligt for dens forpligtigelser.
§5
Medlemmer
Stk. 1
Enhver person, som vil støtte foreningens formål kan optages som medlem af foreningen. Ophør af medlemskab foregår via telefon eller mail, eller hvis kontingentet udebliver i 2 år.
Generalforsamlingen kan efter indstilling fra bestyrelsen ekskludere et medlem, såfremt denne skønner, at vedkommende ikke længere medvirker til opfyldelse af foreningens formål. Medlemmer hæfter ikke for foreningens økonomiske forpligtelser i forhold til foreningens ophør.
§6
Generalforsamling
Stk. 1
Der afholdes mindst en gang årligt en generalforsamling inden d. 1. juni. Enhver sag, der ønskes behandlet på en generalforsamling, skal forinden have været forelagt for og behandlet af bestyrelsen.
Alene støttemedlemmer af Håb for Alle kan forelægge en sag for bestyrelsen samt deltage i generalforsamlingen med stemmeret. På generalforsamlingen fremlægges forslag til bestyrelsesmedlemmer til afstemning.
Generalforsamlingen har øverste beslutningsmyndighed for så vidt angår
- a) Godkendelse af nye medlemmer til bestyrelsen.
- b) Godkendelse af årsregnskab.
- c) Beslutning om foreningens opløsning, samt de til foreningen hørende midlers anvendelse i så tilfælde.
Stk. 2
Derudover ledes foreningen af den i § 7 nævnte bestyrelse. Bestyrelsen indkalder til generalforsamling mindst 1 uge før mødets afholdelse ved skriftlig støttemedlemsorientering. Orienteringen samt indkaldelsen skal udover tid og sted angive dagsordenen for generalforsamlingen. Bestyrelsen kan ud over det årlige møde indkalde til bestyrelsesmøde efter behov.
Stk. 3
Ved indkaldelse til generalforsamling udpeger bestyrelsen en ordstyrer og referent til generalforsamlingen. Disse skal godkendes af generalforsamlingen. Ordstyreren og referenten anses for godkendt, såfremt der ikke gøres indsigelser herimod.
Stk. 4
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig når der er indkaldt i overensstemmelse med stk. 2, og der træffes beslutninger med simpelt flertal blandt de fremmødte medlemmer, med mindre andet er bestemt i vedtægterne.
§7
Bestyrelsen
Stk. 1
Håb for Alle ledes og forvaltes af en bestyrelse, der består af 3-7 medlemmer. Bestyrelsen kan indstille nye medlemmer til bestyrelsen efter behov.
Indstillingen fremlægges til godkendelse på en generalforsamling, idet fremlæggelsen anses for godkendt medmindre mindst halvdelen af de fremmødte stemmer imod.
Medlemmer af bestyrelsen skal leve op til §2 omhandlende formål, og grundlaget skal være et kristent livssyn.
Stk. 2
Bestyrelsen konstituerer sig med en bestyrelsesformand. Endvidere vælger bestyrelsen en kasserer og sekretær. Posterne som såvel kasserer som sekretær kan godt bestrides af foreningens medlemmer, som ikke samtidig er medlemmer af bestyrelsen, dog vil disse i så fald ikke have stemmeret.
Bestyrelsen kan ved almindelig flertalsbeslutning vælge at lade almindelige foreningsmedlemmer deltage på et bestyrelsesmøde, dog uden stemmeret.
Stk. 3
På foranledning af bestyrelsesformanden samles bestyrelsen ordinært til bestyrelsesmøde to gange årligt, hvoraf den ene er den årlige generalforsamling, og kan i øvrigt samles når bestyrelsesformanden eller mindst 2 af medlemmerne ønsker det. Indkaldelsen sker skriftligt med mindst en uges varsel og indkaldelsen skal indeholde dagsordenen for mødet.
Stk. 4
Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mere end halvdelen af medlemmerne er fremmødt. Er et beslutningsdygtigt flertal ikke tilstede, indkaldes til et nyt møde med mindst 14 dages varsel og med oplysninger om, at bestyrelsen ikke var beslutningsdygtigt ved sidst afholdte møde. Ved dette møde er bestyrelsen beslutningsdygtig uanset antal fremmødte medlemmer.
Stk. 5
Bestyrelsen forestår i det daglige forvaltningen af de i foreningen til rådighed stående midler.
Stk. 6
Såfremt intet andet fremgår af vedtægterne træffer bestyrelsen beslutning ved simpelt flertal. Ved stemmelighed er bestyrelsesformandens stemme afgørende.
Stk. 7
Køb og salg af fast ejendom, optagelse af lån, og andre forpligtigelser i forbindelse med fast ejendom vedtages ved enstemmighed af bestyrelsen, og skal herefter godkendes på en generalforsamling med 2/3 flertal.
§8
Protokol
Stk. 1
Der føres protokol over alle beslutninger for såvel generalforsamlinger samt bestyrelsesmøder.
Stk. 2
Protokollen for generalforsamlinger underskrives af den tilstedeværende bestyrelse samt referent og dirigent. Udskrifter af protokollen, bekræftet af de nævnte parter, er fuldt juridisk gyldigt bevis for trufne beslutninger over for tredjemand.
Stk. 3
Bestyrelsesmødeprotokollen underskrives af bestyrelsesformanden samt bestyrelsens sekretær. Udskrifter af protokollen, bekræftet af formanden og sekretæren, er fuldt juridisk gyldigt bevis overfor tredjemand.
§9
Regnskab
Stk. 1
Regnskabsåret følger kalenderåret.
Første regnskabs år dog fra stiftelsesdagen d. 10.10 2010 til 31.12.2011
Stk. 2
Administrationen af det daglige bogholderi tilfalder den på det givne tidspunkt daglige leder.
Stk. 3
Hvert år udarbejdes et årsregnskab, som omfatter alle henhørende aktiviteter under Håb for Alle.
Stk. 4
Årsregnskabet skal udarbejdes en gang om året af en uvildig person, der udpeges af bestyrelsen. Årsregnskabet skal desuden godkendes til generalforsamlingen hvert år.
§10
Tegningsregel
Stk. 1
Medlemmer af bestyrelsen eller en af bestyrelsen befuldmægtiget tegner foreningen i de daglige anliggender. Ved større dispositioner, fx ved indgåelse af lejemål, optagelse af lån i et pengeinstitut, administration overfor pengeinstitutter, postvæsen mv. forpligtiges institutionen ved 2 eller flere af bestyrelsens medlemmer. Bestyrelsen kan udstede fuldmagt hvis den finder det formålstjenstligt.
Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom forpligtiges institutionen ved underskrift af samtlige bestyrelsens medlemmer eller ved underskrift af 2 af bestyrelsens medlemmer i forening i henhold til fuldmagt fra den øvrige bestyrelse.
Prokura, enkelt eller kollektivt kan meddeles.
§11
Vedtægtsændringer
Stk. 1
Ændring af disse vedtægter kan kun ske efter beslutning herom er taget på 2 ekstraordinære generalforsamlinger, som afholdes med minimum 1 måneds mellemrum, og som er indvarslet på lovlig vis med forslag om vedtægtsændringer på dagsordenen. Dog kan vedtægtens formålsparagraf (§ 2) ikke ændres.
Stk. 2
Beslutninger om vedtægtsændringer kræver, at 2/3 af de fremmødte foreningsmedlemmer på hver af de nævnte generalforsamlinger stemmer herfor.
§12
Eventuel opløsning
Stk. 1
Opløsning af Håb for Alle kan kun finde sted, efter en beslutning herom er taget på 2 ekstraordinære generalforsamlinger, der afholdes med minimum 1 måneds mellemrum, og som er indvarslet på lovlig vis med forslag om opløsning på dagsordenen.
Stk. 2
Beslutning om opløsning kræver at 2/3 af de fremmødte forenings medlemmer på hver af de nævnte generalforsamlinger stemmer herfor.
Stk. 3
I tilfælde af opløsning skal foreningens formue, ejendomme og ejendele anvendes til almennyttige foreninger eller kirker med lignende formål i Danmark. Beslutning om formuens anvendelse træffes af bestyrelsen.
Foranstående vedtægter er vedtaget på Foreningen Håb for Alle`s ekstraordinære generalforsamlinger henholdsvis
den 27. oktober 2022 og den 29. November 2022.
Gørløse, den 29. November 2022